Blue Flower

Her følger lidt omkring området huset ligger i.  Huset på Staggevej ligger sammen med et par andre huse, der tilsammen kaldes for Staggehuse. Staggehuse ligger ca. 90 meter over havoverfladen og 1½ km (fugleflugtslinie) fra henholdsvis kysten og den lille by Østermarie. Stort set midt mellem Gudhjem og Svaneke. 

Området er et traditionelt landområde med køer på markerne og mellemstore fritliggende gårde som man har det overalt på Bornholm, der i modsætning til resten af landet aldrig har haft egentlige herregårde, landsbyer eller deraf følgende udflytninger.

Lidt længere oppe af vejen ligger Herolds Eg lige ved Kofoeds Gård. Den store eg, er opkaldt efter Tenoren Vilhelm Herold (1865 - 1937), der i sin samtid var lidt af en ombejlet verdensstjerne. Han kom fra Hasle, hvor et hotel også er opkaldt efter ham.

Fortsætter man lidt endnu ud mod kysten kommer man til Ypnasted og Ypnastedbakken. Kysten er en forholdsvis rå klippekyst, og er i øvrigt et udemærket sted for lystfiskere.
I Østermarie er der en bager, en tankstation, et pizzaria og en blomsterforretning. Desuden ligger der en Dagli Brugs, der i vore dage fungerer som både posthus, bank og selvfølgelig supermarked.

Dagli Brugsens åbningstider:
Hver dag 9-19